Peter Ammentorp & Nicolai Villads did this neat simple banner whilst doing an internship at Ogilvy New York. It ran on the New York Times. Don’t lick the screen now.

Fage – Ridiculously thick yogurt from Peter Ammentorp Lund on Vimeo.

Den 18. november afholdt Mary Fonden deres årlige konference – i år var temaet kærestevold.

BBDO har haft Mary Fonden som kunde de sidste par år, så da de fik opgaven om at lave den visuelle identitet til konferencen samt introduktionsfilmen, var det oplagt at få deres 2 praktikanter, Kristina Qualmann og jeg, med på projektet fra start af.

Kristina’s idé om det krøllede hjerte var en øjeblikkelig favorit så efter godkendelse, gik hun straks i krig med papirtyper, lim, maling og lak for at skabe det særlige udtryk hjertet skulle have.

Siden hen viste undertegnedes kunnen i After Effects at betale sig, og vi blev straks booket til at udforme den endelige film der skulle sætte scenen til konferencen.

Rettigheder til brug af musik kan være en utrolig svær, og til tider en dyr affære at få fat i,
så da underlægningsmusikken til filmen skulle ligge klar tidligt i processen, forhørte jeg min kæreste, Tine Lund om hun havde lyst til at give det et skud.

Det hele gik op i en højere enhed, identiteten og filmen faldt i Mary Fonden’s smag og vi 3 “bagmænd” blev derfor inviteret med til begivenheden d. 18. november 2009.

Vi var meget stolte over at se vores værk fungere i praksis og at det blev godt modtaget af alle gæsterne der var inviteret til konferencen i den sorte diamant.

Klik på et af billederne for at se filmen og billeder fra konferencen

- en solstrålehistorie om Mediehøjskolens to “enfants terrible” og deres imponerende transformation fra bebumsede forstadsknægte til funklende idé-smaragder, tilbedt og påskønnet af milliarder af reklamefolk verden over.

Hvis man i litteraturens verden skal finde et værk, der bedst beskriver den helt enestående og fortryllende forvandling de to KK-praktikanter har gennemgået under deres triumferende indtog hos Wibroe, Duckert & Partners, må det være den hollandske mesterdigter Aijk van Bommelens sublime og livsbekræftende fortælling fra 1859 om de to ramponerede blikdåser, der til trods for deres utiltalende ydre, på forunderlig vis metamorfoserer til to smukke antikke kobberstik, og derefter høster evig anderkendelse og respekt i de adelige kredse.

Fra offentlig transport til Porcher i versionen Sport
Vores moderne eventyr begynder en kølig sensommerdag i september. Vinden suser heftigt og insisterende som i en Kim Wilde-musikvideo anno 1983, og efterårsregnen pibler lystigt frem fra de umådeligt triste skyer, der vil få selv den mest lalleglade Miss Solskin-pige til at slå over i depressiv goth-poesi, da de to nyudklækkede praktikanter fra skolen i det brogede og dunkle Nordvest, for første gang begiver sig på den farefulde færd til de blankpolerede parketgulve i reklamebranchens definitive højborg, PeopleGroup-huset på Vester Farimagsgade.

Iført mudderbefængte kedeldragter og på en Long-John uden styr og pedaler, skal de to uprøvede grønskollinger nu køre dødsræs med reklamens ypperstepræster på kreativitetens, opfindsomhedens og idérighedens Formel 1-bane – uden sikkerhedssele og GPS. Trods heftige hårnålesving og et underlag som på glatbane, kører de to praktikenter selvsikkert gennem nålehuller og bevæger sig smidigt og yndefuldt som var de håndsbelagt af selveste himmerigets bevingede konge. Man kan med andre ord beskrive dem som man beskrev Ayrton Senna i 1994, nemlig – On fire!

Fra deform gnom til ombejlet gullashbaron
En forundret tilskuer ville nok stoppe op, og bede om tilgivelse for blot at have kigget de to praktikanters vej, men lad os nu ikke rive med, man kan jo ikke se igennem den daglige Lincoln-limousineturs tonede ruder. Ruten går direkte forbi søerne, hvor de to drengede hanhunde stopper og får den sædvanlige morgen-macchiato, læser dagens aktiekurser og skriver autografer til den altid flokkende mængde af kvindelige beundrere. Derefter går turen langs Strandvejen til Vigørcentret hvor 3 timers spa og 24 venligtsindede massøser venter. Efter en storstilet frokost på Victor med dertilhørende champagne, ankommer vores to delikate hotshots på højborgen i Vester Farimagsgade kl. 13.20. De storvindende reklamekampagner sejles herefter sikkert i havn inden abejdsdagens ophør kl.14.30, og vores to wonderkids returnerer til deres respektive fashionable domiciler.

Fra dunede beans til slim-fit jeans
De dybe suk kan høres over hele Østerbro, når teenagepiger tilfældigt falder over en kontaktannonce i et ældre Woman magasin tilhørende englenes engel. Men som pigerne også ved, er vores allesammens praktikant gået fra kujon til baron, og i dette eventyr kan pøbelens forstadspiger ikke sove i baronens seng. Så pigernes tanker ender i lystige fantasier når de ligger, som fattige tiggertøser, med dåsen i hånden i deres Ikea Futon ved navn Gustav.

Men praktikanten har ikke tid til den slags sjov og spas, han er fuldt fokuseret på at forblive reklamebranchens gyldne sovs på det tørre stykke culotte til en kedelig konfirmation, han arbejder stenhårdt og fokuseret for at være morgenbordets ekstra stykke bacon på den uimodståeligt overdådige english-breakfast, og han knokler som en travhest for at være parykken med dertilhørende gebis, som redder en hver Nykøbing Falster-revy fra den totale bankeråt. Telefonen kimer uafbrudt, og kun den tykke lædersål på de håndsyede italienske sko holder praktikanten fra at danse med, når den polyfoniske version af Private Dancer finder vej til øregangene – en musik så sød, at Mozart lægger sig på siden i graven for at kunne høre bedre. Hans skygge er høj og mandig, håret er kort men bestemt, som pelsen på en svolvlsort hingst, skjorten er strøget og bukserne vidner om, at denne praktikant ikke er genert over at gå i denim. Praktikanten går forbi en nyvasket rude, spejler sig, smiler og hvisker til sig selv: “Denne dag skal nok blive guddommelig, Mathias Jensen!”.

Fra forsmået nar til forgyldt zar
En velvoksen krop, skåret i granit, vågner utålmodigt, tørrer lidt guld-lignende søvn ud af venstre øjenkrog og beder de to blonde Miss Borås 2008-tvillinger på 17 somre om at forlade penthouse-lejligheden. Han rejser sig sirligt og bestemt som en gammel søulk, klar til at erobre nye kontinenter, går ud på badeværelset og indtager sit spritnye Asti-fyldte marmorbadekar, pikant dekoreret med rosenblade fra den yderst sjældne og nu fuldstændig uddøde tvespættede indonesiske tangrose.

Efter en tur i bassinet fønner han nænsomt sin porøse manke og krøller sin skjorte, præcis som Hugh Grant ville have gjort det i 1993. Pladespilleren kradser lystigt afsted, og en ny melodi begynder langsomt at give sig til kende. Sangen som spiller, er købt og betalt af sin nyfønnede ejermand, og omslaget er hængt i glas og ramme. Freddy Breck har længe været favoritten på netop denne pladespiller, nålen kørte på sidste vers i 1991 under en lejlighedsfest i Ægirsgade, hvor vrede neo-ekspressionister fra Amager Kunstforening kom i kambolage med illegale import-Feng Shui-indretningsarkitekter fra Taiwan.

Vores ejermand er nu begyndt at stepdanse til tonerne af “Am tag als der Regen Kam”. To kornfede undulater pipper frydefuldt med fra vindueskarmen, og glæder sig over at de bor i en lejlighed, hvor der altid bliver fyret for gråspurvene. Vor helt kigger sig i spejlet, det hele spiller som en gylden lakplade med Liva Weel, skægget strutter “the Peter Gantzler way” og håret bølger som Vesterhavet på et Michael Ancher maleri. Dette er blot endnu en morgen i Thomas Søndersted Clausens liv.

Fortsættelse følger…

Kære alle KK’ere.

Vi vil starte med at takke jer for to rigtig gode år, som vi vil se tilbage på med stor glæde. I har bragt os minder, som vi altid vil have med os. I er evigt i vore hjerter.
Vi husker så tydeligt første gang vi mødtes. Alle var vi så unge og uspolerede. Det er derfor med stort vemod og en klump i halsen, at vi nu må meddele vores beslutning om ikke at komme hjem.

Nu hvor vi har smagt på det søde Saatchi-liv, føler vi os nødsaget til at besætte vores midlertidige kontor på Esplanaden. Bare tanken om at skulle forlade dette gudbenådede sted er ubærlig. Vi kan simpelthen ikke undvære udsigten over Kastellet, den uovertrufne frokost og ikke mindst de dejlige mennesker, vi har stiftet bekendtskab med herinde.
Så selvom vi uden tvivl vil savner jer alle, må vi sige tak for denne gang. Vi ses desværre ikke mere.

Pia og Rine
Saatchi & Saatchi wannabes

PS.
Anders – det kære væsen – skal arve det store BRØD-logoskilt. Det skal bare lige tørres over med en let fugtet klud.

Sorry, this one’s in Danish..

For præcis en måned siden startede vores praktikperiode. Første sted ud af 2 er BBDO i Store Kongensgade og lad os starte med at sige, vi har det fantastisk.

Udover den skønne beliggenhed, de behagelige omgivelser og de mange inspirende kreative mennesker omkring os, er der drikkevarer ad libitum, vores franske kok, Fred tryller i køkkenet hver dag og der er gratis øl,vin og snacks hver fredag.

Vores daglige opgaver varierer meget fra dag til dag, ligefra overordnet brainstorming på en specifik kunde til færdiggørelse og nussearbejde i photoshop – Kort sagt, har vi altid noget at rive i. De ansatte omtaler hinanden som æsler over mail og det er en passende titel, da man efter en lang dag på BBDO også føler man har været med til at trække en lille del af et støre læs.

Når vi en gang i mellem får et pusterum fra vores bundne opgaver, er der fri leg til enten at eksekvere egne ideer, eller som nu, lige at droppe en linie – Vi håber at resten af klassen trives i deres respektive ægteskaber og vi glæder os til at høre fra dem, enten her på bloggen eller når vi mellemlander på skolen igen om en måned.

Go’ vind herfra -
Kristina & Chris

Halloween BBDO-style!

BBDO-Point of view.