- en solstrålehistorie om Mediehøjskolens to “enfants terrible” og deres imponerende transformation fra bebumsede forstadsknægte til funklende idé-smaragder, tilbedt og påskønnet af milliarder af reklamefolk verden over.
Hvis man i litteraturens verden skal finde et værk, der bedst beskriver den helt enestående og fortryllende forvandling de to KK-praktikanter har gennemgået under deres triumferende indtog hos Wibroe, Duckert & Partners, må det være den hollandske mesterdigter Aijk van Bommelens sublime og livsbekræftende fortælling fra 1859 om de to ramponerede blikdåser, der til trods for deres utiltalende ydre, på forunderlig vis metamorfoserer til to smukke antikke kobberstik, og derefter høster evig anderkendelse og respekt i de adelige kredse.
Fra offentlig transport til Porcher i versionen Sport
Vores moderne eventyr begynder en kølig sensommerdag i september. Vinden suser heftigt og insisterende som i en Kim Wilde-musikvideo anno 1983, og efterårsregnen pibler lystigt frem fra de umådeligt triste skyer, der vil få selv den mest lalleglade Miss Solskin-pige til at slå over i depressiv goth-poesi, da de to nyudklækkede praktikanter fra skolen i det brogede og dunkle Nordvest, for første gang begiver sig på den farefulde færd til de blankpolerede parketgulve i reklamebranchens definitive højborg, PeopleGroup-huset på Vester Farimagsgade.
Iført mudderbefængte kedeldragter og på en Long-John uden styr og pedaler, skal de to uprøvede grønskollinger nu køre dødsræs med reklamens ypperstepræster på kreativitetens, opfindsomhedens og idérighedens Formel 1-bane – uden sikkerhedssele og GPS. Trods heftige hårnålesving og et underlag som på glatbane, kører de to praktikenter selvsikkert gennem nålehuller og bevæger sig smidigt og yndefuldt som var de håndsbelagt af selveste himmerigets bevingede konge. Man kan med andre ord beskrive dem som man beskrev Ayrton Senna i 1994, nemlig – On fire!
Fra deform gnom til ombejlet gullashbaron
En forundret tilskuer ville nok stoppe op, og bede om tilgivelse for blot at have kigget de to praktikanters vej, men lad os nu ikke rive med, man kan jo ikke se igennem den daglige Lincoln-limousineturs tonede ruder. Ruten går direkte forbi søerne, hvor de to drengede hanhunde stopper og får den sædvanlige morgen-macchiato, læser dagens aktiekurser og skriver autografer til den altid flokkende mængde af kvindelige beundrere. Derefter går turen langs Strandvejen til Vigørcentret hvor 3 timers spa og 24 venligtsindede massøser venter. Efter en storstilet frokost på Victor med dertilhørende champagne, ankommer vores to delikate hotshots på højborgen i Vester Farimagsgade kl. 13.20. De storvindende reklamekampagner sejles herefter sikkert i havn inden abejdsdagens ophør kl.14.30, og vores to wonderkids returnerer til deres respektive fashionable domiciler.
Fra dunede beans til slim-fit jeans
De dybe suk kan høres over hele Østerbro, når teenagepiger tilfældigt falder over en kontaktannonce i et ældre Woman magasin tilhørende englenes engel. Men som pigerne også ved, er vores allesammens praktikant gået fra kujon til baron, og i dette eventyr kan pøbelens forstadspiger ikke sove i baronens seng. Så pigernes tanker ender i lystige fantasier når de ligger, som fattige tiggertøser, med dåsen i hånden i deres Ikea Futon ved navn Gustav.
Men praktikanten har ikke tid til den slags sjov og spas, han er fuldt fokuseret på at forblive reklamebranchens gyldne sovs på det tørre stykke culotte til en kedelig konfirmation, han arbejder stenhårdt og fokuseret for at være morgenbordets ekstra stykke bacon på den uimodståeligt overdådige english-breakfast, og han knokler som en travhest for at være parykken med dertilhørende gebis, som redder en hver Nykøbing Falster-revy fra den totale bankeråt. Telefonen kimer uafbrudt, og kun den tykke lædersål på de håndsyede italienske sko holder praktikanten fra at danse med, når den polyfoniske version af Private Dancer finder vej til øregangene – en musik så sød, at Mozart lægger sig på siden i graven for at kunne høre bedre. Hans skygge er høj og mandig, håret er kort men bestemt, som pelsen på en svolvlsort hingst, skjorten er strøget og bukserne vidner om, at denne praktikant ikke er genert over at gå i denim. Praktikanten går forbi en nyvasket rude, spejler sig, smiler og hvisker til sig selv: “Denne dag skal nok blive guddommelig, Mathias Jensen!”.
Fra forsmået nar til forgyldt zar
En velvoksen krop, skåret i granit, vågner utålmodigt, tørrer lidt guld-lignende søvn ud af venstre øjenkrog og beder de to blonde Miss Borås 2008-tvillinger på 17 somre om at forlade penthouse-lejligheden. Han rejser sig sirligt og bestemt som en gammel søulk, klar til at erobre nye kontinenter, går ud på badeværelset og indtager sit spritnye Asti-fyldte marmorbadekar, pikant dekoreret med rosenblade fra den yderst sjældne og nu fuldstændig uddøde tvespættede indonesiske tangrose.
Efter en tur i bassinet fønner han nænsomt sin porøse manke og krøller sin skjorte, præcis som Hugh Grant ville have gjort det i 1993. Pladespilleren kradser lystigt afsted, og en ny melodi begynder langsomt at give sig til kende. Sangen som spiller, er købt og betalt af sin nyfønnede ejermand, og omslaget er hængt i glas og ramme. Freddy Breck har længe været favoritten på netop denne pladespiller, nålen kørte på sidste vers i 1991 under en lejlighedsfest i Ægirsgade, hvor vrede neo-ekspressionister fra Amager Kunstforening kom i kambolage med illegale import-Feng Shui-indretningsarkitekter fra Taiwan.
Vores ejermand er nu begyndt at stepdanse til tonerne af “Am tag als der Regen Kam”. To kornfede undulater pipper frydefuldt med fra vindueskarmen, og glæder sig over at de bor i en lejlighed, hvor der altid bliver fyret for gråspurvene. Vor helt kigger sig i spejlet, det hele spiller som en gylden lakplade med Liva Weel, skægget strutter “the Peter Gantzler way” og håret bølger som Vesterhavet på et Michael Ancher maleri. Dette er blot endnu en morgen i Thomas Søndersted Clausens liv.
Fortsættelse følger…
